Udgivet tor d. 13. sep 2018, kl. 16:19

Når der sker et hjertestop, skal der handles hurtigt. Hvis der er en hjertestarter i nærheden øges chancen for at redde liv betydeligt.

Derfor har formand for Kregme Menighedsråd Christian Ravnborg taget initiativ til at få hængt en hjertestarter op foran Kregme Kirke. Hjertestarteren hænger udendørs under et lille tegltag ved parkeringspladsen på Hillerødvej 114, så den er tilgængelig hele døgnet for hele befolkningen i Kregme.

- Vi er meget glade for at få en hjertestarter hængt op ved kirken, siger Christian Ravnborg, der for mere end et år siden søgte Trygfonden om starteren, der nu er leveret og klar til brug.

Vi ved, at chancen for at overleve et hjertestop øges, hvis man får stød fra en hjertestarter, inden ambulancen når frem, så derfor er det vigtigt at flest mulige nu ved at der hænger en hjertestarter foran kirken siger Christian Ravnborg.

Med hjertestarteren fulgte et kursus, hvor en del af menighedsrådet blev uddannet i livreddende førstehjælp, og i hvordan man bruger hjertestarteren. Når hjertestarteren tændes, guider en stemme brugeren gennem alle trin, og der afgives kun stød, hvis hjertet ikke slår korrekt. Man behøver altså ikke forhåndskendskab til hjertestarteren. Den kan ikke betjenes forkert, og man må derfor aldrig tøve med at tage den i brug.

Du kan altid se, hvor den nærmeste hjertestarter er placeret på www.hjertestarter.dk, eller på en app på mobiltelefonen. Her er hjertestarteren foran kirken nu også registreret. 

Kategorier Kregme og Ølsted Kirker